Café-aften fredag d.5.april kl.18:30

Velbevarede og spændende fund ved Firgårde

Firgårde Forsamlingshus afholder fredag den 5. april forårets café-aften, hvor museumsinspektør fra Museum Skanderborg, Merethe Schifter Bagge, fortæller om de mange spændende, arkæologiske fund, der siden 2003 er fundet ved Firgårde.

Museet kendte i forvejen til områdets muligheder blandt andet i kraft af private fund og områdets mange gravhøje. I forbindelse med golfbane og bebyggelse omkring Firgårde har museet virkelig fået bekræftet deres forhåbninger om spændende fund.

Det er primært arkæologiske spor af jernalderaktiviteter gennem en 600 årig periode fra før vor tidsregning til ca. år 500 med meget velbevarede fund af beboelser og tekstilproduktion, hvoraf nogle fund ligefrem giver julelys i øjnene på både lokale og nationale arkæologer.

Der er også spændende fund fra vikingetiden, ligesom museet blandt andet har udgravet en offergruppe og uerstattelige ravperler, der stammer helt tilbage fra stenalderen. Museet anslår, at der har været beboelser i og ved Firgårde i de sidste ca. 5500 år. Museet har dog foreløbig ingen fund fra hverken middelalderen eller renæssancen, men måske spor fra disse senere tidsperioder ligger under mulden, hvor Firgårdes huse og gårde ligger i dag?

Kom og hør meget mere om alt dette fortalt af en af vores dygtige formidlere fra Museum Skanderborg.

Tilmelding til denne caféaften skal ske på e-mail til alro.skovbo@profibermail.dk

Entré 60 kr. Arrangementet begynder kl. 18.30, hvor Firgårde forsamlingshus serverer en lettere anretning.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.